På Adelgade er biodiversitet og bynatur centrale elementer i transformationen af udearealer og bygning. Ud fra fortællingen om for- og baghave, skabes mere intime og artsrige udearealer for bygningens lejere. Med initiativer som grønne tage, slyngplanter og insekthoteller genskabes levesteder for en bred vifte af arter. Mikrohabitater som stenbunker, dødt ved og blomstrende beplantning understøtter både smådyr og insektliv. Projektet fokuserer særligt på fuglearter som solsort, mursejler, blåmejse og musvit, der får arkitekttegnede redekasser i facaderne og adgang til flere redekasser, vand- og fødekilder i gårdrummene.
Gårdrummet havde allerede bede med cortenstålkanter, disse bevares og får skiftet eller optimeret jorden og beplantningen går fra at være mestendels monokultur til stor diversitet i artsudvalg. Nye bede leger med restmaterialer som nedknuses og blandes hvori meget tørketålende og robuste arter vil dominere.
Baggården ændres fra kun at være bilparkering og renovation til at have plads til ophold og et indbygget rækkehus til hulrugende bier.